Mandag er jo blevet min udflugts dag. Destination – Herlev Hospital. Hver mandag smutter jeg troligt til tjek og opfølgning på plastiskkuririsk ambulatorium på Herlev Hospital og får tjekket, om der er fremgang, stilgang eller tilbagegang i min indtil videre alt for lange helings proces. 

Mine stakkels bryster kæmper en hård kamp. Ud over de komplikationer jeg har været så uheldig at have efter min operation, har mine bryster også skulle døje med skiftende personale, fejl diagnoser, oversete faresignaler, bakteriefestival og diverse infektioner. Mit immunforsvar kører på højtryk, min mave går i selvsving over diverse penicillinkurer og min stakkels hud er arret, rød og snart hudløs af alle de indgreb og plasterskift, den har været udsat for de sidste 5 mdr. Men troligt vender jeg tilbage i håbet om, at jeg er i gode og kyndige hænder, der har mit bedste for øje. Jeg kommer med en forventning om, at de som skal vurdere min tilstand og behandling, har kompetencer til at udføre det arbejde de er ansat til og give en korrekt lægelig vurdering af, hvad der skal gøres for jeg kan blive rask og hel. Men tror desværre ikke på, jeg efterhånden er lige heldig hver gang.

Hver uge bliver jeg podet for bakterier og siden min sidste operation for snart 10 uger siden, har jeg haft den ene eller anden bakterie hoppende rundt i mine bryster. Det er lykkedes at få mit venstre bryst helet helt op. Men på trods af det højre bryst er det, der har været mindst synlige komplikationer med, er det det bryst, der har sværest ved at hele. De sidste mange uger har jeg været podet positiv for bakterier, men pga. manglende infektions tegn, det ikke blevet vurderet nødvendigt at gøre yderligere end ugentlige tjek. Til gengæld har mit bryst ikke vist stor interesse i at hele som planlagt og jeg har fortsat en 1,5 cm fordybning i mit højre bryst, der væsker med gulligt olie og frisk blod. Ud over de mange jagende smerter jeg har fornøjelsen af dagligt, render jeg rundt med min tilkoblede PICO, der med vacum skal trække væske fra såret, så det forhåbentlig lukker sig på et tidspunkt. En skøn lille men tung maskine, der vibrere i ny og næ, når den vil gøre opmærksom på sig selv. 

I mandags måtte der igen indlægges et stykke sølvsvamp i hullet, i håb om det kan få bunden af abcessen til at danne granationsvæv og på den måde lukke sig nedefra og op. Har i 2 uger haft en ildelugtende dunst fra såret ved plasterskift og ved sidste podning måtte de konstatere, at de bosinde bakterier jeg har, er penicillin krævende. Igår fik jeg så endnu en opringning fra Herlev Hospital, at det sidste podnings svar viste endnu en bakterie, som krævede en anden penicillin end den jeg allerede er sat i gang med. Så nu er jeg på dobbelt-kur igen igen. Derudover rådede lægen mig til, at nævne til mit tjek på mandag, at jeg nok bør ultralyds scannes. Den bakterie de nyligst har fundet, har nemlig intet at gøre i mit bryst og kan skyldes end dybere absces i brystet. 

Min frustration over denne udmelding er, at jeg for 7 uger siden spurgte om det ikke ville være en god ide, at ultralydsscanne mit bryst for en sikkerheds skyld, om ikke andet for at udelukke, der ikke var noget vi overså. Til mit spørgsmål fik jeg at vide, at dette ikke var nødvendigt og man nok ikke ville kunne se noget på sådan en scanning. Jeg accepterede dette svar, dog med undren over at det jo ikke kunne skade at være på den sikre side, men godtog der var en faglig begrundelse for ikke at gøre det. 

Hvis det nu viser sig på mandag, at jeg får lavet en ultralyds scanning og de finder en dybere absces i mit bryst, der ligger til grund til hvorfor mit bryst endnu ikke har gidet hele, må jeg indrømme min tålmodighed er opbrugt. Så kan der argumenteres for, om den er nyligt opstået og ultralyds skanningen derfor ikke var nødvendig for 7 uger siden men er det nu. Men for mig kan dette jo så heller ikke udelukkes, da de valgte ikke at handle på min forespørgsel og kan jo så heller ikke vide om dette kunne være undgået. Ja det kan også være der ikke er noget, som jeg selvfølgelig håber af hele mit hjerte, for jeg ved ikke hvad det betyder for min behandling, hvis der er noget galt dybere i mit bryst. Men frustrationen, tankerne og frygten ligger allerede og raser i min mave. Det kan godt være dette er en fysisk helings proces, men aldrig har jeg prøvet noget der var så hårdt psykisk og følelsesmæssigt som denne proces er gået hen og blevet. 

Min største drøm gennem 20 år gik i opfyldelse, da jeg fik operationen d. 17/2.20 og nu føles det som om min kvindelighed og drøm bliver testet og kastet i spil, som om jeg intet har at tabe. Ville ønske de på Herlev, ville værne om det og huske hvad det betyder og har af konsekvenser for mig når og hvis de fejler. Ingen er fejlfrie og ikke al kan forudsiges, men man kan takle ting med samme seriøsitet, faglighed og forståelse, som man selv ville forvente og ønske, hvis man stod i min situation. Den tilgang kunne jeg godt bruge mere af fra personalet på Herlev Hospital. Jeg kunne godt bruge deres selskab på denne rejse, men ind til nu, er jeg alene til den her bakteriefestival og sikke en fest jeg har mig…