D. 17.07.2020 var det 5 mdr. siden jeg fik fjernet en stor byrde, som jeg har båret på min krop og i mit sind siden 1997. Jeg kunne have startet med, at fortælle om, hvor jeg er nu, men min rejse, for at nå til hvor jeg er nu, startede for så mange år siden, så derfor starter jeg, hvor det hele begyndte.
1997 var nemlig året, hvor jeg begyndte at udvikle mine kvindelige former og attributter. 10 år gammel og bryster. Når man allerede der, slæber rundt på lidt overflødige kg, føles bryster som en fin tilføjelse til kroppen, så formerne passer sammen. Men som et barn, der stadig føler sig som et barn, gør det en meget kropsbevidst og ved sammenligning med andre jævnaldrende undres man med tanker som “hvorfor ser jeg sådan ud?”. Når man indenfor to år hopper fra 2 små buler til en DD skål og de andre piger i klassen går og propper vat i bh’erne for at skille sig ud eller tiltrække opmærksomhed fra drengene, føler man sig allerede der – anderledes. Mange ville ønske de havde fået bryster som jeg, men alt jeg tænkte var “tag dem”! At være anderledes kunne jeg godt affinde mig med og passede egentlig meget godt til den person jeg følte jeg var ved at blive, men at skille mig ud pga brysterne og få opmærlsomhed pga. dem, passede mig mindre godt. Jeg følte mig mere voksen udenpå end jeg følte mig indeni.
I 2000 tog mine forældre mig med til OL i Sydney. En bestemt hændelse der, ændrede mit syn på andres opfattelse af mig og min identitet, som min DD skål havde stor indflydelse på. Vi var til vinsmagning på en gård og vigtigt at nævne, at Australien har meget strikse regler for hvor og hvem, der må indtage alkohol. Pointen kommer nu. Jeg og et par andre børn er med og ellers var det primært voksne. Vi sidder og lytter til en der fortæller historien bag vingården og de særlige druer, de benytter til deres vin. En person går rummet rundt og deler glas ud og skænker vin til smagning op. Jeg tager imod mit glas og tænker “nå okay, spændende” og da jeg så lidt efter ser damen gå forbi de andre børn, uden at give dem et glas og spørge en voksen dame om ID, inden hun får sit glas i hånden, gik det op for mig, at man skulle være over 21 år, for at måtte smage på vinen. Jeg er lige blevet 13 år og er ikke i påklædning eller attitude i nærheden af at fremstå som en voksen… I mit hoved ihvertfald, men jeg har former og bryster som en fuldvoksen kvinde og bliver derfor opfattet som en her. Vil tilføje til jer der tænker “lod dine forældre dig drikke vin”, at jeg havde et sundt forhold til alkohol og havde forinden fået lov at smage vin og havde interesse derindenfor – så mine forældre havde givet mig lov at smage og i situationen der, virkedede det upassende at lave en scene over det udleverede glas. Men tilbage til pointen… Det gik op for mig, at mange opfattede mig som voksen pga. mine bryster og kvindelige former, som kun var blevet mere tiltagende med de ekstra kg, der var kommet på. Mit indre barn, havde en lille krise. På den ene side vil man som teenager jo gerne opfattes som voksen og på den anden side, ville jeg bare stadig godt have lov at blive set og hørt som det barn jeg stadig var indeni.
Året der fulgte, begyndte jeg at lide meget af hovedpine og nakkesnerter og spændingerne om mine ribben fra bh’en føltes som en spændetrøje, men en nødvendig en. Mine bryster var så tunge og skulle holdes oppe på plads med ordentlige, dyre og støttende bh’er og min str kunne kun købes i rigtige undertøjsbutikker som Triump eller Magasin. Jeg kunne ikke gå i H&M og finde mig et mart ungdommeligt sæt undertøj som mine jævnaldrende og i badetøj, følte jeg mig decideret vulgær med min nu str. 80F som 14 årig. Jeg havde svært ved at deltage i gymnastik i skolen og sport var begrænset. Enten følte jeg brysterne ville kvæle mig, hvis jeg skulle forsøge at slå en koldbøtte, ellers bekymrede jeg mig for de skulle ryge ud af bh’en hvis jeg stod på hænder eller også hoppede de så meget når jeg skulle løbe at jeg måtte golde på dem for ikke at få jag i skuldre og ryg. Til sidst fandt jeg bare undskyldninger for ikke at deltage, hvilken gjorde klassekammerater og lærere troede, at det skyldtes min vægt, mangel på evne og lyst til at røre mig eller dovenskab. Jeg havde faktisk meget lyst til at dyrke motion og være med, men følte mig så hæmmet og var træt af “ikke at kunne det samme som de andre”, at jeg foretrak at lade være.
Jeg trængte til at starte på en frisk af flere andre årsager og komme lidt væk fra alting. I 2002 startede jeg derfor på efterskole i 9. Klasse, men måtte også der svare på spørgsmål som “er de ægte” og “er der silikone i”? Det lykkedes mig dog i mine to år på efterskole, ikke at lade brysterne overtage min identitet og lod dem være en del af den jeg var og min selvtillid var høj og mit selvværd og accept af min krop, var endelig noget jeg følte mig i balance med.
Mange drenge og mænd, synes det var ok at gi et klap i røven eller forsøge at give mine bryster et niv (det var dog ikke første eller sidste gang). Brysterne vagte stor opmærksomhed, både uønsket og uheldigt til tider, men jeg valgte ikke at bruge kræfter på at prøve at skjule dem bag store lag af tøj, da det jo ikke ville gøre dem mindre. Til gengæld kunne jeg godt smide sætninger som “rør mig en gang og jeg smækker dig en” afsted ved lejlighed og jeg gjorde det også når nødvendigt. Jeg valgte at omfavne, at jeg var blevet givet disse store tunge vandmeloner foran på min brystkasse og få det bedste ud det. Til gengæld ønske jeg inderligt at jeg kunne tage dem af og smide dem væk. Så når piger udtrykte misundelse og kommenterede hvor heldig de synes jeg var, var min kommentar “du må gerne få dem” “det skal du ikke ønske dig” eller ” gid du kunne tage halvdelen”.
Jeg prøvede også med min mors hjælp og støtte, at gå til lægen og søge om en brystreducerende operation og løft allerede der. Men jeg vejede 10-15kg for meget til at kunne blive godkendt. Så selvom jeg i denne periode var startet på en “tab og vind” vægttabslinie, netop for at prøve at tabe mig, opstartede jeg i denne periode på p-piller, i et forsøg på at reducere diverse gener når det var den tid på måneden. Dette hjalp lidt i den kontekst, men gav mig yderligere 2 bh str op, at skulle forholde mig til det efterfølgende år og en større kamp for at komme de overflødige kg til livs.
Da jeg nærmede mig min 17 års fødseldag og var gået ud af 10. Klasse, brugte jeg 80H i bh og mine bryster vejede ca 1,5 kg hver og mine skuldre og nakke havde det hårdt. Jeg havde fået en spændingsbule på nakken og brænde-slide-mærker fra bh stropperne ved skuldre og på siden under armene og under brystet. Sved og bevægelse var en dårlig kombi og min stakkels hud led.
Efter 1. År på handelsskolen, 18 år gammel, første år i en ny by Kalundborg og ny omgangskreds, blev jeg ofte omtalt som “hende med brysterne”, hvis mit navn var for svært at huske og igen blev mine bryster en del af min identitet. Mange, hovedsageligt drenge/mænd, havde et ustyrligt behov nogengange, for at kommentere mine bryster str højlydt til mig eller om mig. Og så var der også de, der troede mine bryster var en åben invitation til berøring eller nedstirring og med kommentar som “de kigger jo på mig” eller “jeg blir jo nødt til at røre”. Sætninger der ALDRIG vil give mening eller være okay på nogen måde, uanset hvad man “signalere”, “viser frem” eller “lægger op til”. Ingen kvinder… Eller mænd skal nogensinde berøres af nogen, uden accept og da slet ikke antages som en selvfølge, pga. andres ustyrlige lyster eller behov. Men det er et helt andet emne og et helt andet indlæg til en anden gang måske.
