“Hvordan går det?” et ofte stillet spørgsmål, stillet i omsorg og interesse af dem omkring os. Men kender i det, når svaret er noget længere og mere kompliceret at give, end spørgsmålet ligger op til, man ender med at svare “fint”, “ikke så godt” eller det går”. Så har man rundet den af der. Det gør jeg ihvertfald ofte. Et længere uddybende og mere korrekt svar, kræver forklaringer og vækker følelser, der gør det enormt upraktisk og tidskrævende at svare på, hvis sandheden skal frem.
Ofte får man stillet sådan et spørgsmål i farten, ved small talk eller i et større forum og egentlig burde sådan et spørgsmål måske kun stilles, under rolige omstændigheder i privaten, hvor der er god tid til svare. Men det er jo svært at planlægge, når man jo i god tro spørger om ind til hvordan andre har det. Og så igen, når man så spørger om sådan et spørgsmål, er man så indstillet på at høre svaret? Det fulde svar og den mulige lange historie bag svaret der følger med. Svaret til spørgsmålet kan ligge op til flere spørgsmål, som så gør, at man er nødt til at fortælle hele forhistorien, før man egentlig når frem til det endelige svar på det lille spørgsmål.
Så får at debattere det endnu længere ud, så hvad det starter som en gestus med de bedste intentioner, kan enten blive en god lang samtale, hvor man kommer hiandnen nærmere… Eller det kan blive en lille hvid løgn, fordi man ikke orker at svare med den store ærlige smøre… Eller det blir en akavet situation, hvor man svare ærligt og spørgeren spørger yderlige ind, men kan også mærke, at man så er nødt til at afkorte det næste spørgsmål og lige pludselig har man rodet sig ud i en lang snak, som man blir nødt til at afslutte på et usensitivt tidspunkt. Så pas nu på med de spørgsmål, selv de kommer fra hjertet og man mener det godt. Hvis man ved svaret hos modtageren, kan kræve længere uddybning, så lad være at spørge, hvis der ikke er tid til at høre svaret. Ellers så anerkend til modtageren forinden, at der nok ligger en historie bag og følg op med, at den vil du egentlig godt sætte dig ned og høre ved første mulige lejlighed. Som modtager skal man jo også huske, at den der spørger, jo ikke nødvendigvis ved forinden, at det kræver et længere svar, så man kan svare “det kræver en længere forklaring, som er svær at give lige nu” eller “svaret er mere kompliceret, så har du tid til at høre det hele”… Men det tror jeg bare sjældent man lige tænker i det øjeblik man får spørgsmålet.
Mange tanker deler jeg her, om et ellers simpelt spørgsmål. Men der hvor jeg gerne vil hen med det her, er at jeg ofte får stillet spørgsmål, som jeg faktisk rigtig gerne vil svare på. Men ender tit med at svare kort og efterlade flere spørgsmål eller svare ukonkret, simpelthen for at undgå at skulle ud i en lang forklaring eller for at undgå at skulle forholde mig til sandheden. “Det går fint nok” er både et positiv og negativ ladet svar og et svar, jeg rigtig ofte giver til det spørgsmål. Med “fint” siger man at det går godt eller i en positiv retning og med “nok” siger man det alligevel ikke går helt godt… Kan vel fortolkes meget forskelligt af både afsender og modtager. Det kan jo gå godt med mange ting, men gå skidt med en specifik ting.
Et godt eksempel, er mine søde kollegaer i hjemmeplejen, der i min snart 5 mdr. lange sygdomsperiode med efterkomplikationer fra min brystreducende operation og løft, spørger til hvordan det går med mig løbende. Det er fantastisk at føle stor opbakning og omsorg fra både kollegaer, venner og familie i sådan en hård proces, der tærre på en mig både fysisk og psykisk. Men det er også sindsygg hedt og nogengange svært, at svare på hvordan det går. Når der har været fremgang og gode dage, føles det rigtigt at svare “det går godt”, men når der så er gået det mindste galt eller der har været tilbagegang, kommer følelserne væltende ind over en og så føles det hele meget uoverskueligt og svært og så bliver svaret noget mere kompliceret. Jeg bestræber mig på at svare så korrekt som muligt og gøre det kort, men samtidig ikke ligge skjul på, at det er svært at svare på.
Så Tak for jer. Tak for jeres store støtte, interesse og omsorg. Det betyder meget for mig og det her oplæg, er egentlig som en tak til jer, der har fulgt mig i processen. Dette oplæg er en anerkendelse til jer, for jeg ved at ligeså svært jeg kan have ved at svare, ligeså svært ved jeg det kan være, at være dem på sidelinjen. Jeg ved det kan være ligeså svært at stille de rigtige spørgsmål og i en så lang proces, skulle ligge øre til min ofte lange svar.
Tak fordi i spørger.
