Hold jer fra mit underliv
Blog

Hold jer fra mit underliv!

Jeg fik spiral første som 19 årig. Efter en graviditet på p-piller og en abort i 11+5, 30 kg vægtøgning på 3 måneder og en voldsom depression… var min læges anbefaling, at jeg skulle have hormonspiral. Så det fik jeg!

Aldrig i mit liv har jeg haft så forfærdelige 9 måneder, som den tid efter jeg fik min hormonspiral. Allerede på bagsædet hjem i bilen med min mor og veninde fra Holbæk hospital, lå jeg sammenkrøllet som et spædbarn, i et fuldkomment smertehelvede. Allerede samme aften kontaktede vi vagtlægen pga. mine smerter, som de ellers havde informeret os om ville ophøre med det samme. Vagtlægen informerede os dog om, at det var ganske normalt, at opleve smerter og ømhed i livmoderen, så kort tid efter opsættelsen af spiralen.

Efter 3 dage uden ændring, kontaktede vi lægen, som igen fortalte at smerter og den ny-ankommende blødning…. var HELT normalt! Den næste måned, valgte jeg derfor at bide smerten i mig, fik fat i en kombi af Panodil og ibuprofen og varmedunken blev min bedste ven. I mellemtiden flyttede jeg til Aalborg, for at starte på min uddannelse som Grafisk Designteknolog.

Efter 2 måneder, kunne jeg ikke holde det ud mere. Jeg kontaktede min nye læge i Aalborg og fik en tid. Min læge sendte med det samme en henvisning til gynækologen, som jeg indenfor en uge fik en tid hos. ”Hvorfor har du fået spiral? Har du født?”

Det viste sig at min krop prøvede at udstøde spiralen. Den sad forkert og var ved at vandre nedad for at komme ud. Gynækologen satte den op på plads igen og sendte mig hjem med flere smertestillende. Smerterne fortsatte dog og blødningen blev ikke mindre, men jeg gav det en chance.

3 mdr. senere var jeg ved at blive vanvittig. Mit sexliv var en katastrofe, min livskvalitet var nedsat og forværret og jeg blødte 25 dage om måneden med konstante menstruations smerter… og udgifterne til bind og tampax blev bare større og større. hvis det ikke var nok, gik jeg konstant og blev svimmel, fordi jeg blødte så meget og hele tiden. Så jeg kontaktede gynækologen igen. Endnu engang, fik jeg at vide den havde vandret og flyttet sig nedad og var på vej ud. Den blev sat op på plads igen og endnu engang blev jeg sendt hjem.

Da dette havde fortsat i 9 mdr. sagde jeg stop, den spiral skulle bare UD NU! Gynækologen fortalte mig, at mit underliv så spiralen som et fremmedlegeme (som det jo er) og min krop ville ikke acceptere den var der. Så ja, den skulle ud. Øjeblikkelig lettelse og forbedring fulgte med denne beslutning og jeg tænkte bare ”ALDRIG igen”.

Jeg startede den efterfølgende måned på p-piller igen og min menstruation kom næsten tilbage til sin normale cyklus. Dog havde jeg stadig mine voldsomme menstruationer på 5-7 dage om måneden, men det var trods alt bedre end 25 og ikke mindst de konstante smerter blev formindsket til 3-4 dage.

Dette er nu 15 år siden, og får 5 mdr. siden fik de overtalt mig til at få sat en ny hormonspiral op… ”Ja, historien fortsætter!” For 6 måneder siden fik jeg fjernet to polypper i min livmoder i fuldbedøvelse på Herlev Hospital. I samme anledning, opsatte de en ny hormonspiral. Begge tiltage for at hindre mine kraftige menstruationsblødninger, der medføre jeg hver 3.-4. måned får udtømt mine jerndepoter. Min slimhinde er konstant hævet og polypperne kan åbenbart være skyld i dette. En hormonspiral, skulle gerne mindske chancen for polypperne kommer igen.

Min krop kan bare ikke lide fremmedlegemer. 5 måneder blev det til denne gang, med næsten konstante blødninger og tiltagende smerter og spændinger i min livmoder. Smertestillende, hygiejnebind og irriteret hud i skridtet – yderligere polypper i min livmoder og et par cyster i æggestokkene… ihh hvor er jeg heldig. Og til at toppe det hele, er mit ferritin og jern dalet igen. Så hjalp det med en ny spiral? Nej! tværtimod siger jeg bare tak, for de for de spildte 5 måneder, de nye problemstillinger den skabte og de 5 kg ekstra, som hormonspiralen smed på sidebenene. Næste gang jeg udtrykker min bekymring om mit underliv og de konsekvenser det kan have for mit velbefindende, håber jeg at blive hørt og taget alvorligt. Så hold jer fra mit underliv! Tak!

Du kan måske også lide...

Skriv et svar